I tirsdags afholdt Dansk Kommunikationsforening den årlige konference, hvor bl.a. kom-prisen uddeles.

Temaet for kom-dag 'o8 var generation Y - det vil sige os, der er født i starten af 80'erne og frem til 1990. Herunder alle os i Unge Kommunikatører.

Vi er af mange blevet kaldt kræsne, fucked up, egoistiske, for individualistiske, men jeg spekulerer på, om vi ikke blot er selektive?

Julie Ralund, der sammen med Morten Bay er forfatter til bogen 'Generation Netværk' fik manet nogle af disse skældsord til jorden ved at fortælle, hvordan unge mennesker i dag har langt mere information, vi skal sortere i.

Og jeg synes, hun havde fat i den lange ende.

Vi vælger den kommunikation, vi kan bruge til vores eget personlige brand. For det er en måde at reducere kompleksiteten i vores hverdag.

I aften har vi et arrangement om personlig branding i Unge Kommunikatører, København. For vi bliver nødt til at vide mere om, hvad det er, hvordan man bruger det og hvorfor.

Kom og vær med :o) Se mere på ungkom.dk. 

/Anna, UngKom København

Før den finansielle krise overtog pladsen i landets aviser skrev medierne om det dagligt, bestyrelserne overvejede om det er overhovedet var nødvendigt og virksomhederne var eftersigende ikke i tvivl når det galdt om at få flere kvinder i ledelsesposter. Men hvordan skal det komme i hus? Et forslag gik på, at det skal ske som et resultat af en lovgivning hvor man ”tvinger” virksomhederne til at optage kvinder i deres bestyrelser. Umiddelbart er det dog svært at få øje på de direkte fordele ved at sådant tiltag, der hverken tager hensyn til virksomhedernes betingelser eller kvindernes ønsker. Når kvinder glimrer ved deres fravær i mange ledelser og bestyrelser vil jeg mene, at det jo er relevant at se på, hvad de pågældende ledelser og bestyrelser beskæftiger sig med, og om kvinderne overhovedet er interesserede og kan tilføje bestyrelserne/virksomhederne den nødvendige værdi. Selvom nogle af de kvindenetværk, der er opstået netop for at imødekomme problemet, mener at det er fordi mændene ikke vil lukke kvinder ind og i stedet vælger mændene fra vennekredsen til posterne, er det jo tænkeligt at der også kan være andre forklaringer på omstændighederne. Selvom det sikkert til en vis grad stemmer. Et af dem kunne være, at de bestyrelser, hvor kvinder ikke er repræsenteret, simpelthen ikke beskæftiger sig med noget som flertallet af kvinder interesserer sig for eller er uddannet inden for. En anden kunne være at stadig relativt få kvinder sidder i ledelsesposter og derfor ikke kan tages i betragtning, når der skal udskiftes i toppen. Lad os håbe på, at det er ved at vende i kraft af, at kvinderne efterhånden er langt stærkere repræsenteret på de videregående uddannelser end mændene, men spørgsmålet er om det overhovedet er den rette vinkel på debatten, at der skal flere kvinder ind i ledelser og bestyrelser?

Det virker som et alment gyldigt argument bare at påstå, at flere kvinder skal ind i bestyrelserne, fordi det er bedst, og der syntes i flere omtaler af problemet at være en iboende konsensus omkring, at en repræsentation på 40 pct. kvinder og 60 pct. mænd var den mest optimale fordeling. Hvorfor ikke 50/50? Faktisk er der ikke lavet nogen undersøgelser, der viser, hvad der giver den mest givtige fordeling i bestyrelseslokalerne og måske kunne det ligeså vel dreje sig om forskellighed på tværs af kulturer, erfaringer, fagligheder, aldre, etniciteter eller et hav af andre forskelligheder end mændene-mod-kvinderne problematikken. Er køn en hindring eller det tvært imod blevet en kompetence? Eller er fremtidens ledelser kønsneutrale? Er det i det hele taget muligt at udfordre de traditionelle mønstre, der åbenbart ligger så dybt i os, at de forhindrer optimal udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed? Når så mange kvinder bliver uddannede og kvalificerede til ledelsesposter og alle disse kvindenetværk opstår som en afhjælpning af problemet, er det måske i virkeligheden kvinderne selv, der spænder ben for sig selv og hinanden? Er kvinde måske kvinde værst når der ikke ses en forbedring/ændring på området?

Kom til vores arrangement onsdag den 29. oktober på Copenhagen Business School og hør en virksomhedsleders, en forskers og en netværkskvindes oplevelser, afhjælpning og syn på problematikken. (Læs mere under arrangementer).

I søndag hørte jeg i radioen at det danske fodbold landshold fyldte 100 år. De spilede deres første kamp den 19/10 1908 mod det franske landhold, og vandt 8-0.

Op igennem tiden blev fodbold en national sport, og spillerne blev for alvor helte i 80’erne, med blandt andet ved deltagelsen ved VM i Mexico i 1986. Preben Elkjær, Morten Olsen og Allan Simonsen blev en del af danskernes hverdag og talesituationer.

Siden vandt de hele Danmarks hjerte med EM sejren i 1992, men hvordan ser det ud nu? Medierne er konstant efter spillerne og Morten Olsen, og klager over de manglede sejrer og dårlige spil. Troen på holdet er væk, og den nationale følelse som en helhed er forsvundet, og eksisterer nu kun i dagligstuerne. Kaos hersker på banen, som mod Sverige, og når sejren kommer, vender holdet journalisterne ryggen, for at vise deres utilfredshed. Hvor skal det ende henne? Hvordan er det at arbejde i sådan et inferno af blitz og spørgsmål?

Lars Berendt. Manden, der sidder i chefstolen og er landholdets ansigt ud ad til. Hvordan vil han ”redde” holdet fra det totale popularitets kollaps? Er der noget at redde? Og kommer vi igen til at se på spillerne som helte og nationalstjerner.
Vi ses på Bretteville i Aalborg den 28/10

Anna Katrine
Næstformand i UngKom Aalborg

Hvad er det, der gør, at man bare ikke kan holde fingrene fra Facebook? Og hvad er det, der gør, at selv skeptikerne bliver afhængige af det?

Jeg har altid været ret tilbageholdende over for online netværk som f.eks. Facebook. Jeg synes, det er mærkeligt, at folk uploader private fotos og på den måde gør deres dagligdag offentligt tilgængelig. Det er lidt som om, at grænsen mellem privatliv og offentlighed lige så stille udviskes, og det er jeg ikke sikker på, jeg synes er ok. Ikke desto mindre har jeg selv oprettet en profil på Facebook! Og det undrer mig egentlig rigtig meget. Der er bare et eller andet, som gør, at end ikke jeg kan holde fingrene fra det og som gør, at Facebook lige så stille også er blevet en del af min hverdag.

For at få svar på, hvorfor jeg også er med på Facebook-bølgen, tog jeg til gå-hjem-mødet om Facebook og andre online sociale netværk med Malene Charlotte Larsen og Anders Albrechtslund på Bretteville i Aalborg. Her fandt jeg ud af, at man som Facebookbruger faktisk gennemgår fire faser. Faserne strækker sig fra 1. fase, hvor man får øjnene op for, hvor mange man i virkeligheden kender online, til at man i 2. fase begynder at bombardere sine venner med diverse applikationer. I 3. fase bliver man mere kritisk over for, hvad man har på sin profil og begynder at sortere i informationerne, og i 4. fase bliver Facebook en helt naturlig del af hverdagen.

Om jeg selv har gennemgået eller gennemgår disse faser, det ved jeg ikke, men jeg tror det er rigtigt, at det, der tricker en, er, når man ser, at alle ens venner er online. Vi vil jo gerne være en del af fællesskabet og være med der, hvor det sker, og jeg tror da også, det er det, som vækkede min interesse. Hvordan man efterfølgende bruger Facebook, tror jeg dog er meget individuelt, men jeg er ret sikker på, at jo mere man lærer sitet at kende, jo mere afhængig af det bliver man – også selvom man er skeptiker.

Sandra Andersen, Ungkom Aalborg

Hvad er kommunikation? Hvad er public relations (PR)? Og hvordan adskiller det sig fra marketing?

Jeg læser i øjeblikket et semester i Australien. Hernede bliver ’kommunikation’ konsekvent kaldt for public relations. Når man taler om kommunikation som fag i Australien, handler det derimod om formidling fx præsentationsteknik. Det indbefatter ikke lobbyisme, krisekommunikation osv.

Når vi taler om kommunikation eller corporate communication derhjemme inkluderer det alle disciplinerne, mens det er min erfaring, at PR i Danmark ofte bliver reduceret til at dreje sig om produktmarkedsføring og om at skabe publicity. Begrebsforvirringen fik mig til at tænke; hvordan definerer vi kommunikation og public relations og især forskellen imellem de to begreber?

Hvis man ser på ordenes betydning, handler public relations om relationer til de forskellige publics – det vil sige interessenter. Men er denne definition stadig holdbar i praksis? Er den danske brug af PR i praksis ikke tættere relateret til markedsføring/marketing, hvor det handler om produkter og markeder? Hvis der er forskel mellem PR og kommunikation, hvorfor er public relations så blevet reduceret til kun at omhandle nogle udvalgte interessenter, nemlig forbrugere?

Louise Aalbæk, UngKom København.

I mandags deltog jeg i Unge Kommunikatørers gå-hjem-møde "Karriereveje". Oplægsholderne var tre personer, der med uddannelse fra henholdsvis RUC, KU og CBS har gjort karriere inden for kommunikation.

• Mathias Grüttner, direktør i Rhetorica (KU)
• Rasmus Jønsson, indehaver af New Deals (RUC)
• Gitte Strandgaard, underdirektør i Rådet for Større Færdselssikkerhed (CBS)

Der blev forklaret, fortalt og fornøjet - der var seriøse, skæve og seje historier.

De store bidrag fra oplægsholderne i min optik var de gode råd til, hvordan vi skal tænke på og gøre karriere. En særlig erfaring, de tre havde gjort sig, er at vi ikke skal regne med at kunne forudse, hvor vores karriereveje fører os hen - det er i høj grad tilfældighedernes spil.

Og det er sådan set også godt nok, synes jeg. Alt skal ikke planlægges, så glemmer man jo nok at leve.

Men kan man så ikke sikre sig en karriere? I gamle dage var vejen til succes og en særdeles fornuftig tyngde på lønningsposen mere ensrettet, eller er det en fordom?

Jeg spekulerer lidt på, hvad det er, der gør input lig med succesfulde output i nutidens erhvervsliv.

Hvis det ikke er et målrettet uddannelsesforløb, men et spørgsmål om fx at kende de rette mennesker i den rette branche eller konkrete virksomhed - eller blot at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt - er der så en masse dygtige mennesker derude, der i virkeligheden er middelmådige fagligt, men out of the ordinary rent socialt?

Og er det sådan, vi gerne vil have det?

Ja, det er det jo nok. For før i tiden var det vel netop den målrettede unge mand eller kvinde, der viste stabilitet og faglig snilde, der fik det gode job. Der er jo sket en udvikling, og her er det sociale langt det vigtigste element på karriere(om)vejen.

Eller hvad?

Udover at vi skal være dygtige socialt, skal vi som unge kommunikatører også huske, at gøre opmærksomme på os selv - turde have nogle holdninger, turde ringe til dem, vi gerne vil i kontakt med, turde gå hele vejen.

Sådan et arrangement, som det i mandags, synes jeg, gør afstanden, forventningerne og skrækken for det virkelige liv derude lidt mindre. Og det giver så sandelig inspiration til, at komme i gang med at tænke i karriereveje.

Man skal bare ikke holde sin sti for enhver pris, men lade mavefornemmelsen, lysten og hjertet spille sammen med tilfældighederne.

 /Anna, Unge Kommunikatører, København

Hvorfor er det, man bare ikke kan holde snitterne fra lige præcis dét website, og hvorfor vælger man frivilligt at berette om sit liv på godt og ondt  i både ord og billeder til skue for resten af internettets mange, mange brugere?

Det, og meget mere, får ungkom’ere svar på i Aalborg d. 2. oktober, når Malene Charlotte Larsen, kommunikationsekspert i  brugen af sociale netværksmedier og herunder Facebook, samt kollega, Anders Albrechtslund, der i sin forskning undersøger betydningen af overvågning på internettet, gæster Bretteville til en forrygende aften i de nye kommunikationsfænomeners tegn – for ikke mindst at afdække, hvad betydning fænomenerne, og ikke mindst brugen af dem, får for fremtidens kommunikation – den kommunikation vi, som kommunikatører, skal kunne jonglere med, når vi flyver fra uddannelses-reden.

Vil du også være rustet?! Vi ses på Bretteville d. 2. oktober kl. 17!

/Marianne

Bestyrelsesformand, Ungkom Nordjylland

I dette semester har jeg et fag der hedder ”Politisk marketing”. En god måde at få lidt marketingviden på, på et studie (Statskundskab) som ellers kun består af teorier om det offentlige. Eller dvs. stort set altid kun om det offentlige. Der har i de seneste semestre været en lille gruppe udbud, som inddrog nogle af de teorier og modeller, som også bliver brugt på CBS og dermed mere har form af teorier, der bruges i den private sektor. Og det er jo altid godt med nye vinkler på tingene, spørgsmålet er bare, hvor nyt det i virkeligheden er.

De fag jeg har taget, som har kombineret det offentlige og private, har alle været spændende. Generelt har de dog alle haft en ting til fælles: i introduktion til faget siger underviseren gang på gang, at tankegangen er ny i Danmark, men har været under udvikling gennem længere tid i udlandet. Det samme skete igen i år med politisk marketing. Det er åbenbart ikke et nyt fænomen i udlandet, men i Danmark er det kun så småt ved at slå igennem og der er i hvert fald ikke skrevet nogle bøger på området endnu. Så er det man tænker ”Jamen, marketing er da ikke nyt, hvorfor kunne det ikke lige så godt være i Danmark at teorien om politisk marketing opstod? Og hvorfor virker det generelt som om Danmark er bagud i forhold til andre lande?”

Noget kan selvfølgelig have at gøre med vores velfærdsmodel, vi kan ikke umiddelbart sammenligne os med lande som England og Australien, hvor teorier om New Public Management og Offentlige-Private Parternskaber har langt større indflydelse. Men velfærdsmodellen burde ikke spænde ben for teorier om f.eks. Lean og politisk marketing, så hvad er det der gør, at Danmark altid synes at være nogle år efter, når det kommer til nye teorier om det offentlige?

Michaela Horn Simonsen, UngKom København

Og ikke mindst hvorfor? Det kommer jeg tilbage til. I første omgang kræver disse to begreber måske en nærmere præsentation. Nu har blogosfæren nemlig mødt sin konkurrent – en konkurrent, der tilgodeser vores allesammens travle, hektiske hverdag, for ikke at overse den lettere paniske, allestedsnærværende ”jeg er bagud med at opdatere alt”-følelse. 

På twitter.com og jaiku.com kan man nemlig nu med maximalt 140 tegn tilkendegive sine tanker, meninger, følelser, fysiske tilstand, eller hvad end man nu måtte ønske at ytre sig om. Præcis som på en blog, blot ”snappier”. Den opdaterede læser vil dog her kunne påstå, at sååååå forfærdelig nyt er det her fænomen da heller ikke – nej, nej – men nyt for mig, og efter min kontaktflade pr. mail at dømme, er det da også kun to ud af 200 kontakter, der er hoppet om bord i ”twitter-båden” med mig (– har selv samme service været så elskværdig at oplyse mig om).

Men hvorfor er vi sejlet til søs i den her skude? Personligt er det nysgerrigheden, der har flået redningsvesten ned fra min hylde og sendt mig af sted. Men en dans på rosévin og åkander er det ikke just (endnu?). Blandt andet fordi et fåtal af mit netværk er på, og det til gengæld er temmelig ligegyldigt for mig, at fx ”Christopherbird” melder ud: “I feel normal this morning! Hopefully I can start running again tonight.”. Good for you, tænker jeg. Men hvad skal jeg bruge det til?

Måske skal jeg ikke bruge de andres status til noget what so ever – måske er det bare den dybere mening, at Twitter dækker mit eget behov for at fortælle omverdenen, at jeg faktisk eksisterer – tænker, mener, synes, føler noget. Hvad end det så er. Og om det omhandler en faglig nød, jeg ikke kan knække, en plet jeg ikke kan få af i vask eller at jeg er glad, fordi solen skinner i dag. Måske er det fuldstændig fløjtende ligegyldigt, om der nogensinde er nogen, der følger ens virtuelle moves – blot det, at man kan udleve dem, udgør måske essensen.

Hmm, jeg grubler videre og giver Twitter et par dage mere i testzonen. Om ikke andet kan jeg da føle mig eksisterende imens. Og fortælle hele verden om det på twitter.com ;-)

/Marianne 

Bestyrelsesformand, Ungkom Nordjylland

Den anden dag hørte jeg en velkendt sang i et tv-spot. Det er der i sig selv hverken noget nyt eller særlig interessant i, men denne sang var anderledes, og den fangede mine ører.

Det var den gamle børnesang ”Langt ude i skoven” som Elsparefonden har peppet op med ny lyd og budskaber om at tænke længere, fordi meget af den strøm vi bruger er spild, fordi vi ikke tænker os om og bruger strømbesparende produkter med elsparemærket. Musikken er produceret af Remeé og Thomas Troelsen som også optræder på kampagnes hjemmeside. 

Elsparefonden er ikke de første der har fundet på at bruge velkendte børnesange i deres kampagner for at gå nye veje i deres kommunikation. I juni lancerede Red Barnet ”ShitLife 4 Kids” kampagnen med taglinen ”Hvor langt vil du gå for at redde et barn?”. Første gang man så reklamen troede man det var for en ny cd med gamle børnesange og nye beats, men man fandt hurtigt ud af, at det var mere end det, og at der faktisk var et seriøst budskab bag. 

Ifølge Red Barnets kommunikationschef Mogens Damgaard var målet med satiren at ”vise udsatte børns virkelighed på en måde, som forhåbentlig vil få folk til at stoppe op, tænke over budskabet og melde sig ind i Red Barnet. For desværre er det jo sådan, at mange mennesker har svært ved at forholde sig til virkeligheden i realistiske billeder – dels fordi den simpelthen er for barsk og dels fordi, det er noget, vi ser i medierne hver dag”, se www.redbarnet.dk.

Reaktionerne var mange, da kampagnen blev lanceret - nogle var forargede, nogle var provokerede og andre synes det var helt fantastisk. Genkendelsen af de gamle børnesange samtidig med, at de bliver præsenteret på en skæv måde har gjort, at jeg i hvert fald har lagt mærke til dem. Men hvordan er effekten? Giver sangene mere opmærksomhed på organisationen end på budskabet?

Det vil være interessant at vide, om denne måde at kommunikere budskaberne på får folk til at handle og hhv. købe produkter med elsparemærket eller melde sig ind i Red Barnet.

Hvordan virker kampagnerne på jer?

Tina Haubjerg, UngKom København

I disse uger begynder tusindvis af nye studerende på de forskellige kommunikationsuddannelser. Der er mange nye indtryk og ikke mindst mange forventninger til det studie de skal starte på.  Rammen er sat for de næste fem år -  sådan cirka. Og hvilke søde tider de går i møde i diverse studenterbarer. Det kan få en ex-studerende  til at blive helt nostalgisk.

Med ni måneder ude i den virkelige verden full time giver studiestarten mig anledning til at tænke over, hvor meget man kan flytte sig igennem et studie i forhold til, hvad man troede, man ville komme til at arbejde med, når man var færdig til det, man faktisk er kommet til at arbejde med. Dette indlægs hensigt er dog ikke at underholde læserne med hele min personlige udviklingshistorie, men blot at ridse de store linjer op for at give et eksempel.

Efter at være begyndt på BA Engelsk og Kommunikation på Handelshøjskolen i Århus med engelsk som det primære udgangspunkt for valget, fordi jeg gerne ville fortsætte den sproglige vej fra gymnasiet, fandt jeg hurtigt ud af, at det var kommunikationsdelen som trak. Både i de sidste klasser i folkeskolen og i gymnasiet havde jeg også haft en fornemmelse af, at jeg nok gerne ville noget med reklamer og markedsføring….

Efter tre marketingfag i forbindelse med et udvekslingsophold i England var vejen klar, mente jeg. Dog besluttede jeg mig for at tage overbygningen cand.merc (kom) i København, da der på det tidspunkt var meget diskussion om, at kommunikatører manglede forretnings- og økonomisk forståelse.   

I løbet af overbygningen rettede mit fokus sig fra at være primært eksternt til at være mere internt. Jeg fandt ud af, at det faktisk i højere grad var ledelse og de interne organisatoriske udfordringer, jeg synes var spændende at arbejde med.

I dag sidder jeg som konsulent hos et managementkonsulentfirma, hvor jeg arbejder på projekter, hvor jeg konstant trækker på min viden fra studiet indenfor kommunikation, organisation, strategi og ledelse. Det lyder måske banalt, for man skulle vel helst kunne bruge, det man har lært på studiet. Men ikke desto mindre er det en rigtig rar fornemmelse, for jeg tror bestemt ikke, jeg er den eneste som undervejs i studiet har tænkt om et fag eller en bog ” Hvad i alverden skal jeg bruge det her til?”.

Pointen med eksemplet er, at man udvikler sig gennem studiet. Man prøver ting af gennem studieopgaver eller studiejobs og finder ud af, hvad man synes er fedt at arbejde med. Fagene på studiet og ens egne erfaringer gør, at man kommer godt rundt om kommunikationsfaget, så man er i stand til at arbejde interne og eksterne udfordringer og problemstillinger i organisationer ud fra et holistisk perspektiv. Og teorien bliver faktisk omsat i praksis, når man kommer ud i virkeligheden. Der ligger meget mere på rygraden end man tror.  

Så til alle jer nye studerende - velkommen til faget og til branchen. Prøv så meget fagligt af som muligt gennem jeres studietid.

Tina Haubjerg, UngKom København

Har du en skarp pen, er du god til at vinkle historierne og skrive så det fænger, så er det dig vi søger…

Med disse ord er der mange jobopslag inden for kommunikationsbranchen som indledes, og det sender unægtelig et signal om, at ansøgningen nødvendigvis skal være skarpt formuleret og fængende. Denne bevidsthed om at jobansøgningen vil blive bedømt på et slags meta-niveau, hvor indhold og form på bedste vis skal følges nydeligt ad hånd i hånd kan give selv den mest garvede kommunikationsstuderende sved på panden. Selvom man er vant til at skrive adskillige opgaver på studiet, så kan det være en smule angstprovokerende at sætte sig til tastaturet og håbe på, at sprogblomsterne udfolder sig og samtidig skrive det helt rette indhold, som slipper én igennem det berømte nåleøje og videre til studiejobbet, praktikpladsen eller hvad man nu sigtede efter.

Den 11. september afholder vi i UngKom Midtjylland arrangementet Kommunikationsbranchen søger…, som har til hensigt at give nogle konkrete svar på, hvordan man skriver jobansøgningen, som hitter i kommunikationsbranchen, og hvad denne branche har at byde på.

Vi får besøg af Anders Tranæs, kontaktdirektør i reklamebureauet Uncle og Ole Lauge, konsulent hos Mercuri Urval som vil give nogle bud på, hvilke udfordringer de møder i deres hverdag, og hvad der har været de største udfordringer personligt, fagligt og karrieremæssigt. Der ud over vil de komme med gode råd til hvordan man som kommunikationsstuderende geare sig allerede fra starten af studiet, og hvordan man griber jobansøgningen an.

Vi glæder os meget til at afholde arrangementet og få løftet sløret for, hvad der rører sig i kommunikationsbranchen, og hvad der skal til for at slippe igennem nåleøjet.

Kristine Liljenberg, Formand UngKom Midtjylland    

Hvorfor skal alting kommenteres? Her tænker jeg ikke på de sure tanter til familiefester, der siger ”hvornår dit og dat” (kæreste, giftemål, børn, flere børn osv.). Jeg tænker på muligheden for at skrive kommentarer til avisartikler på nettet.

Hvor må vi kede os… Det gælder både dem, der vil have kommentarerne eksempelvis min egen slags - journalisterne og dem, som svarer på indlæggene (det er selvfølgelig aldrig mig – nej nej). 

Egentlig er tanken nok idealistisk. Journalisterne vil gerne lave sandfærdige historier og om muligt få nye informationer og ideer til flere artikler om samme emne. Men mon ikke det er sjældent, at de kan bruge det til noget?

Et eksempel:
”Paris i København” - Paris Hilton promoverer en taskeserie i København fra Ritzau 4/8 2008, lagt ud på fyens.dk kl. 19.26, og kort tid efter er der tre kommentarer. En synes bare det er gab, en anden prøver at være sjov og kommenterer journalistens kendskab til geografi, og at det er en sensation på højde med årets sukkerroe på Falster, og den tredje vil hellere ”være” i Paris og se hendes tasker - hø hø.

Og nej, det var ikke prisvindende journalistik, men det gør i hvert fald heller ikke historien bedre, at den får et par kiksede kommentarer efter tryksværten. Så det er ikke idealisme på internettet, men det er til gengæld tidsfordriv, underholdning og måske tiltrængt hovedrysten (tanternes genopståen)…

Giv også mig kommentarer ; - ))

// Kir Klysner, UngKom´er Syddanmark, journalist og snart cand. public´er – men stadig ret blåøjet…

Gør vi det som borgere anderledes end den måde medierne og politikkerne taler om politik på? Hvordan italesætter vi emnerne anderledes? Ser vi emnerne fra et andet perspektiv end den måde politikkerne gør og på en anden måde end journalisterne redigerer dem på?

Eller optager vi bare journalisternes vinkling? Stiller vi ikke spørgsmålstegn ved de perspektiver der præsenteres for os af politikere og medier, i stedet for at tænke på, hvilke der udelades? Hvor gode er vi i det hele taget til at forme vores egen mening? Hvad gør du? Det vil vi gerne høre her på bloggen!

Og kan du som borger godt lide at give din mening til kende?

Og stemte du på Venstre ved sidste valg? Så vil vi meget gerne høre, hvordan du italesætter et emne, der har været på den offentlige dagsorden det sidste halve år d. 14. august fra kl. 17:30-19:00. Mødet holdes på Vimmelskaftet i Kbh. K og der serveres lækre tapas og vi giver en flaske vin i gave.

Skriv til os bjerry@ruc.dk så kontakter vi dig, eller ring på 2033 5135

'Vi' er specialeskrivere Kirstine Schultz og Annette Bjerre

Danmarks Radio er som bekendt landets eneste fuldt licensfinansierede radio- og tv-station, der følger public service-kravet. Det betyder med andre ord, at DR er underlagt at give den danske befolkning adgang til samfundsinformation, debat og nyhedsformidling gennem sine tjenester og afspejle bredden i produktionen af kunst og kultur.

En ny undersøgelse fra analyseinstituttet Zapera viser, at 45 procent af den danske befolkning foretrækker, at DR bliver gjort til en valgfri betalingskanal (Metroxpress 2008).

Men er det det, vi vil med DR-  skal DR kommercialiseres som alle de andre tv- og radiokanaler, der netop er gode til én ting, nemlig underholdning i et hav af afskygninger. Og hvor bliver i så fald bredden og nuancerne i debatten og ikke mindst i vores oplysning af?

Jeg kan være i tvivl, om vi danskere overhovedet er i stand til at gennemskue konsekvenserne, hvis DR uddør som eneste ukommercielle medie i Danmark, der ikke skal akkumulere profit, men hvis fornemmeste opgave derimod er at sikre oplysning for samfundets og befolkningens bedste.

Kender vi konsekvenserne, når vi i flok bræger: ”Afskaf licensen”?
Jeg bliver i tvivl, og jeg må erkende, at jeg først efter at have arbejdet med et større projekt om DR har fået den fornødne viden til ikke uforbeholdent at tilslutte mig store kor af irriterede licensbetalere, der uden indsigt i konsekvenserne buer af licensen...

Karina Kaae Hermansen, bestyrelsesmedlem Ungkom København